Har du brug for gode redskaber?

I app’en får du, som forælder, en række af forskellige redskaber til at yde støtte og agere mini-coaching til din teenager. Du bliver gjort opmærksom på, hvordan du ved hjælp af små fif og geniale coaching-tricks kan optimere dit samarbejde med din teenager og hjælpe til bedre resultater ved både studier og eksamensbordet.

Her er Henriettes historie om, hvordan hun oplevede Liselottes coaching af datteren, Emma

Da jeg i sin tid kontaktede Liselotte, havde jeg mange overvejelser om, det var rigtige at gøre. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt tvivlede på hendes arbejde som coach, men fordi jeg ikke vidste om, det her var noget, jeg kunne få min datter, Emma, med på.

Emma var, og er stadig, en meget forsigtig pige, der altid har haft selvværdet i orden, men manglede selvtillid. Skulle hun stilles overfor nye krav i såvel skolen som herhjemme, sagde hun hellere; “Det kan jeg ikke!” Og tog flugten. Det skabte stor frustration for mig, og vi havde mange samtaler herhjemme om, hvad vi skulle stille op. Jeg havde en tendens til at pålægge mig alt ansvaret og ikke mindst påtage mig skylden.

Her stod jeg så og tænkte på min altid glade og smilende lille pige med alle de rigtige forventninger på hendes første skoledag. Og jeg var ikke bekymret, for hun ville lære og sugede alt til sig. Hun havde en naturlig interesse i alt, og fantasien fejlede intet.

Skiftende klasselærere og nye klasser pga. skolesammenlægning resulterede i, at Emma kom mere og mere bagud og ikke mindst, at jeg opgav at holde styr på antallet af de dansklærere, hun havde haft.

Hun er altid stået ud af sengen om morgenen og gået glad i skole, og det selvom hun kom længere og længere bagud i det faglige. Hvilket også før sommerferien 2015 resulterede i, at hun blev testet ordblind, dette til trods for at tidligere tests sagde det modsatte.

9. kl stod for døren efter ferien. 9. kl med 10 måneder til eksamen, et bevis, som følger én resten af livet og nu erklæret ordblind. Mine frustrationer blev ikke mindre…ikke, at der er nogen skam i at have et barn, der er ordblind. Men hvordan kunne tidligere tests sige det modsatte?

Liselotte hviler meget i sig selv og skaber en dejlig tillidsfuld ro, som drager en. Og Emma blev draget, og hun åbnede sig, som jeg ikke troede muligt.

Da vi kørte derfra, var det med en meget positiv og åben Emma, som var klar på at komme derud igen

Kontakten til Liselotte blev skabt og ganske rigtigt, var Emma ikke videre begejstret. Men hun gik dog med til at tage med derud og få en samtale med Liselotte, for så derefter at beslutte sig for, hvad hun ville.

Liselotte hviler meget i sig selv og skaber en dejlig tillidsfuld ro, som drager en. Og Emma blev draget, og hun åbnede sig, som jeg ikke troede muligt. Alt det, jeg havde forsøgt at få hende til at fortælle mig, fik Liselotte hende til at åbne op for. Og da vi kørte derfra, var det med en meget positiv og åben Emma, som var klar på at komme derud igen. Og det var så befriende en følelse for mig og familien.

Vi valgte et klippekort på 5 gange, med mulighed for at øge til 10. Jeg deltog de første 2 gange efter Emmas ønske. Og det gav bestemt også mig nogle redskaber.
Liselotte så Emma skrive/stave, hun hørte hende læse og havde samtaler med hende. Og konklusionen blev, at Emma har nogle blokeringer, og har givet sig selv mærkatet, hun ikke kan. Hun tog flugten gennem kattelemmen, fremfor at udfordre sig selv ved bare at spørge, når der var noget, hun ikke forstod.

For over et år siden tilbød vi Emma at komme på efterskole. Dette afslog hun klart, da mødet med nye mennesker skræmmer hende. Vi ved alle, hvor svært det er at træde ud af vores comfort-zone, men for børn, som Emma, er det endnu sværere. Og Liselotte har uden tvivl ladet hende forstå, at vi alle har denne følelse, når vi skal stå ansigt til ansigt med noget nyt. Men, at vi enten kan vælge flugten og ikke se frygten i øjnene…eller lade os udfordre, og uanset udfaldet gå mere styrket derfra, fordi man tog udfordringen fremfor flugten.

Vi kan dog nu, med glæde se frem til august i år, hvor Emma skal starte på efterskole i Bork. En ordblinde-efterskole, som med sikkerhed vil få hende til at blomstre yderligere og give hende mere mod og blod på tanden. En skole, som kan yde hende den hjælp, hun har behov for på det niveau, hun er. En skole, der vil kunne give hende flere sejre, fremfor nederlag. Et sted, hvor alle er lige, og hvor alle kæmper den samme kamp.

Havde vi ikke været forbi Liselotte, er jeg ikke sikker på, at vi havde det at se frem til. Liselotte har bestemt været med til at få Emmas øjne op for, at intet er mere farligt, end hun selv gør det til, og at hun kan det, hun vil. At hun skal sætte sin lid til sig selv og turde gøre… Og ikke mindst lade kattelemmen være lukket og springe ud i livets små, som store udfordringer.

Vi kan dog nu, med glæde se frem til august i år, hvor Emma skal starte på efterskole i Bork. (…) Havde vi ikke været forbi Liselotte, er jeg ikke sikker på, at vi havde det at se frem til. 

Jeg er Liselotte evigt taknemmelig for den indsats, hun lagde i mødet med min Emma. At hun stod klar med sine åbne arme og sit åbne sind og lukkede Emma ind, da vi havde mest behov for det.

Jeg er Liselotte evigt taknemmelig for den indsats, hun lagde i mødet med min Emma. At hun stod klar med sine åbne arme og sit åbne sind og lukkede Emma ind, da vi havde mest behov for det.

Vi står nu små 3 mdr. fra eksamen, Emma er blomstret, blevet mere modig og tør spørge mere og ikke mindst række hånden mere op i klassens faglige timer. Hun får ros for sin indsats, og lærerne siger ovenikøbet, at det hun siger er fornuftigt og vigtigt. Og halvårskarakteren blev i mundtlig dansk 10, hvilket vi aldrig havde drømt om for over et halvt år siden. Spørgsmålet er for os ikke, hvilke karakterer Emma kommer hjem med, men at hun føler hun har gjort sit bedste, og hun trives og er glad.

Den sidste session fik jeg tildelt. Det gjorde jeg, fordi Liselotte og jeg holdt hinanden lidt ajour under forløbet, hvor jeg ikke deltog. Både for, at jeg kunne følge med i, hvad der bremsede Emma, men også for at høre hvilke fremskridt, hun gjorde. Og Liselotte blev dermed også orienteret omkring, hvad jeg gik med af frustrationer, og ikke mindst mine tanker i og omkring, hvad jeg gjorde forkert, når jeg ikke kunne få Emma i tale uden, at vi røg i totterne på hinanden. (Tja, og ikke mindst, hvad jeg havde gjort forkert)!!!

Liselotte var så sød at spørge inden sidste session, om jeg havde lyst til at få den time med hende. Og da jeg følte, at det var det rigtige for såvel Emma, som jeg, var jeg ikke sent til at takke ja. For hvad der gavner mig, gavner også Emma i den sidste ende.

Jeg blev bedt om at tage det rigtige overtøj og fodtøj på, at jeg så ikke lyttede ordentligt efter og fik våde sko, skal hun ikke klandres for. Men vi gik en lang god tur, hvor jeg blev lyttet til, og hun rådførte og guidede mig til at forstå, hvorfor jeg handlede og gjorde som jeg gjorde. Hun fik det på intet tidspunkt til at lyde som om jeg skulle føle skyld….nærmere tværtimod. Hun lod mig forstå, at jeg gjorde, hvad der for mig, på det tidspunkt, var det rigtige at gøre. At jeg jo ikke gjorde og handlede forkert, fordi jeg var et ondt menneske, men fordi vi mennesker agerer forskellige i visse situationer, når man er i krise.

Skal ikke nærmere ind på situationen her, men kort fortalt, røg jeg ind i en personlig krise, da Emma var 2 år, hvor jeg kæmpede en indre kamp pga. tabet af et familiemedlem. Og indtil jeg talte med Liselotte, havde jeg en følelse af, at jeg glemte og svigtede Emma dengang. Liselotte sagde det utalte, og jeg fik set, at jeg også dengang var et godt menneske, som havde gjort det godt nok. Og var jeg i tvivl skulle jeg bare kigge på min datter.

Hun fik det på intet tidspunkt til at lyde som om jeg skulle føle skyld….nærmere tværtimod. Hun lod mig forstå, at jeg gjorde, hvad der for mig, på det tidspunkt, var det rigtige at gøre. At jeg jo ikke gjorde og handlede forkert, fordi jeg var et ondt menneske, men fordi vi mennesker agerer forskellige i visse situationer, når man er i krise